Ved du hvorfor du træner din hest på en cirkelvolte?
Lad mig lige starte et helt andet sted. Ude på folden. Det er der vi har mulighed for at observere vores heste gøre lige hvad der passer dem og dermed kan vi se hvad de er i stand til helt uden vores hjælp eller indblanding.
Ude på folden laver din hest de flotte øvelser
På folden kan vi se hestene lave en lækker trav med masser af løft og elegance. Vi kan også de dem lave piaffe eller dele af en galop-piruetter. ’Øvelserne over jorden’ altså levader, caprioler mm. viser de også gerne hinanden. Alt sammen i skøn balance og med fremdrift og ind-under-trædende bagben, altså med størstedelen af sin vægt på bagbenene, præcis som vi drømmer om at opnå, når vi træner/rider vores hest.
Cirkelvolten
Den eneste øvelse vi ikke ser på folden, er cirkelvolten. Hvis vi ser en hest på folden løbe rundt på en cirkel gentagende gange vil vi alle nok straks ringe efter dyrlægen.
Alligevel beder vi hesten om at lave netop denne øvelse rigtig mange gange i hver eneste træningstime. Hvordan hænger det sammen?
Alle de øvelser vi kalder svære, kan hesten allerede udføre helt selv, men den perfekt runde cirkel laver den aldrig selv, dét er den sværeste øvelse du kan bede din hest om at udføre!
Størrelsen er afgørende
Derfor skal vi være bevidste om at hjælpe vores hest med at lære denne øvelse og med at holde balancen i denne øvelse. Det vil sige, vi skal være bevidste om forskellen på at bede en hest om at gå på en stor (15-20m) volte og en lille (7-10m) volte, nemlig graden af bøjning gennem kroppen som cirkelvoltens kurve kræver.
Hvad kan vi lære hesten på en cirkelvolte?Cirkelvolten giver os mulighed for at lære vores hest at runde sig og dermed skabe indunder-trædning af indvendige bagben, som dermed giver mulighed for at bagbenet kan begynde at tage mere vægt og aflaste de spinkle forben.
Når en hest går på en lille volte, skal hesten bøje sin krop mere end hvis den går på en stor volte, hvilket jo så lyder til at det er lettere for hesten at gå på en stor volte.
Men på den store volte vil hesten ikke have samme incitament til at runde sig og hermed træde ind under sit tyngdepunkt (maven/dit sæde) med sin indvendige bagben, som den vil have på en mindre volte. Dermed er hesten mere tilbøjelig til at beholde størstedelen af sin vægt på sin forpart og forben, og det er ikke sundt for hesten, slet ikke med den ekstra vægt af en rytter på skuldrene.
De første små skridt til at træne din hest til at være i balance på en cirkelvolte er:
1. Vær bevidst om hvilken størrelse cirkel du træner din hest på.
2. Varier størrelsen, noter forskellen på hvordan din hest bevæger sig.
3. Træn gerne din hest fra jorden af i Groundwork, så du kan se hvordan din hest bevæger sig og hvor den sætter sine ben.
4. Læg mærke til om din hest svinger sin bagpart ud, hvis du laver en parade på cirklen.
5. Læg mærke til om din hest gør cirklen større på den ene volte og mindre på den anden volte.
Ovenstående er med til at fortælle dig om din hest har brug for at arbejde på en større eller en mindre cirkelvolte i jeres træning, når det vi ønsker at opnå, er at vores hest træder ind under sit tyngdepunkt (dit sæde) med sit indvendige bagben, for at overtage mere af vægten fra de spinkle forben.
Er det mon det du opnår på dine cirkelvolter?
Vil du være en bedre træner for din hest?
SÅ UDDAN DIG SELV!
Det kan du gøre ved at tilmelde dig mit onlineprogram;
SKAB BÆRING OG BALANCE BAGFRA
Vil du være med, så tilmeld dig i dag. Der er begrænsede pladser på holdet.